Advertorial-Kernekommunikator
Picture of Ida Ulrich Bregnhøj

Ida Ulrich Bregnhøj

Indehaver, Kernekommunikator

Egnens erhvervsliv mødes til morgenmad

– Relationsbaseret forretningsudvikling i Salling Banks Erhvervsnetværk (skrevet som advertorial)

Det er tirsdag morgen, og endnu for tidligt til, at Skives midtby for alvor er vågnet. På 1. sal i Salling Bank er dagen dog allerede i fuld gang. Jeanette Kilde, indehaver af Kilde Connect og drivkraft bag Salling Banks Erhvervsnetværk, er her til morgen vært for et møde i bankens lokaler. Derfor er hun i fuld gang med at dække bord med servietter, friske rundstykker og dampende varm kaffe. Den første bil er allerede drejet ind på parkeringspladsen nedenfor banken, og om lidt bliver gæsterne fra egnens erhvervsliv lukket ind ad bagdøren. 

Da gæsterne træder ind kan forberedelsernes aktivitet dog ikke længere mærkes. Jeanette byder velkommen med et varmt smil. Nogen har hun set for nylig, og andre byder hun velkommen for første gang. Efter gensidige hilsner finder gæsterne en plads, og der går ikke længe, før lyden af snak og udveksling af kaffekander bliver afbrudt af Jeanettes velkomst. Der er afsat nøjagtig 1,5 timer til mødet, og tiden bliver overholdt til punkt og prikke.

 

Dagens tema er markedsføring, men først starter en kort præsentationsrunde, så deltagerne får et indtryk af, hvem de sidder til bords med. Herefter begynder diskussionen om dagens emne, som styres af Jeanettes spørgsmål og deltagernes markeringer, når de har kommentarer.

Advertorial-egnens-erhvervsliv-Kernekommunikator

En uventet mulighed

Da Jeanette Kilde for 3 år siden startede sit første netværk var det med ønsket om at skabe et netværk med relationer som det primære omdrejningspunkt. Hun kom fra en stilling i det private erhvervsliv, og havde stiftet bekendtskab med netværk som deltager ved flere lejligheder. “Netværk er forskellige, og det er også meget forskelligt, hvad man søger, når man investerer sin tid i det”, fortæller hun. “Nogle netværk er bygget op omkring direkte salg medlemmerne imellem. Andre melder sig ind i et netværk for at lære området og erhvervslivet at kende gennem de mennesker, der driver det. Det er en mere tidskrævende måde at udvikle sin forretning på, men den er efter min mening mere langsigtet, og udviklende på mange andre områder, end salg alene. Jeg følte mig helt klart tiltrukket af det relationsbaserede netværk, og havde stor lyst til at prøve kræfter med at udvikle mit eget”. 

 

Efter i lang tid at have leget med tanken om et nyt netværk, blev Jeanette pludselig kontaktet af mødelederen fra det netværk, hun selv var medlem af. Han tilbød hende at overtage netværket, og den mulighed kunne Jeanette ikke takke nej til. Med medlemmerne som udgangspunkt gik hun i gang med at besøge Skive-egnens virksomheder, for at præsentere sin nye platform, og samle nye medlemmer. I 2017 indgik hun samarbejde med Salling Bank, som ønskede at lægge navn til netværket, og samtidig stille sine lokaler til rådighed. I dag håndterer Kilde Connect flere erhvervsnetværk lokalt og nationalt, hvoraf Salling Banks Erhvervsnetværk tæller 140 medlemmer, som repræsenterer hele egnens erhvervsliv.

Relationer frem for salg

Linda Christiane Kristensen, indehaver af Thiele Briller og Kontaktlinser på Posthustorvet i Skive, var ny i byen, da hun i 2019 blev medlem af netværket. Jeanette Kilde kom ind i butikken og præsenterede sig, og derefter skulle der ikke meget overtalelse til. “Jeg havde åbnet en ny forretning, og kendte hverken byen eller egnens erhvervsliv. Det var en oplagt mulighed for mig at blive medlem af et netværk, så jeg kunne lære folk at kende, og gøre opmærksom på min egen forretning. Jeg startede faktisk i et andet netværk først, men det viste sig ikke at være min stil. Jeanettes netværk, som er mere relationsbaseret, lød mere rigtigt for mig, og det har vist sig at holde stik. Det med salg kommer jo senere, for når du har været i et godt netværk i et stykke tid, så begynder du helt automatisk at vælge de andre medlemmers forretninger, når du skal købe en buket blomster, have et tilbud på en ydelse – eller trænger til nye briller”, smiler hun.

Nye måder at udvikle sig selv på

Hos konsulentfirmaet 2 Plus To i Nykøbing sidder medejer Hanne Friis, som til daglig beskæftiger sig med forretningsudvikling og økonomisk administration hos egnens erhvervsvirksomheder. Hun hørte om netværket gennem en forretningsforbindelse, som altid kunne fortælle om en ny, spændende oplevelse sammen med netværket, når de holdt møde. Hannes egen forretning var ganske ny, og gik faktisk strygende, men hun meldte sig alligevel ind i netværket – i starten for at udbrede kendskabet til virksomheden lidt uden for nærområdet. “Man skal altid se på, hvor man kan lave forretning, og finde nye måder at udvikle sig selv på”, siger hun. “Når man er sig selv, kan man godt gå i sin egen lille verden, og tro noget om virkeligheden. Man kan mangle noget sparring, eller viden om, hvordan man håndterer bestemte situationer. Den slags kan man jo ikke tale med sine kunder om”. Hun tilføjer, at hun før har startet virksomhed, uden at have et netværk at læne sig op ad. Hun husker fra dengang, at hun ofte ingen steder havde at gå hen med alle de spørgsmål, som trænger sig på, når man er selvstændig.

 

Med et par år som netværker bag sig, kan Hanne Friis tydeligt mærke, hvordan hun nu bruger netværket næsten dagligt. Hun ringer til en forbindelse, for at sparre omkring en udfordring, eller bruger andre medlemmer, når en kunde har brug for noget, som hendes egen forretning ikke kan tilbyde. “Det kan være noget helt lavpraktisk, som at have brug for et eller andet med kort varsel. Så skriver man lige i netværkets gruppe på Facebook, hvor der altid er nogen klar med en løsning inden for kort tid. Det er bare guld værd”, siger hun.

Få noget erfaring på bordet

Tømrermester Ove Raabjerg Larsen har været i Salling Banks Erhvervsnetværk siden 2018, og blev ligesom mange af netværkets medlemmer opmærksom på muligheden gennem Jeanette. Han beskriver hende som en ildsjæl og et livsstykke, og han takkede ja til medlemskabet, bl.a. for at holde sig opdateret og synlig i erhvervslivet. “Jeg har været en del af egnens erhvervsliv i rigtig mange år, og også medlem af mange foreninger. Men netværk er noget helt andet”, forklarer han. “Det er mere fokuseret, og vi diskuterer emner, som er relevante for os allesammen. Vi var f.eks. inviteret til temaaften om den nye ferielov sidste år, og kunne stille konkrete spørgsmål til den jurist, som holdt oplægget”. 

 

Når konkurrenterne også sidder i netværket, opstår der sparring på et helt andet plan, fortæller Ove Raabjerg. Man har nogle ting til fælles, som ikke altid kan sammenlignes med andre erhvervsdrivende, og man har mulighed for at udveksle konkrete erfaringer – gode, som dårlige. “Man skal ikke være bange for at lukke op, og give noget af sig selv”, forklarer han. “Det skaber tillid, at man indrømmer, at der er noget, man ikke ved – og det skaber udvikling, når man fortæller, hvad man godt ved. Det drejer sig om at få noget erfaring på bordet, så samtalerne kommer til at give mening”.

 

Hanne Friis bakker op om, at ærligheden er grundstenen i at være en god netværker. “Du kan ikke gøre brug af netværket, uden at give noget af dig selv”, siger hun. “Man skal være ærlig, når man byder ind, og ikke stille sig selv op på en piedestal. Sårbarheden har vi alle, og man skal nok møde den før eller siden. Når man vælger at vise den, udvikler man sig mere, og vi taler ikke med andre om, hvad vi diskuterer til vores netværksmøder”. 

Linda Christiane Kristensen tilføjer, at det er netop hér, man som ny netværker skal være tålmodig, og åben over for de muligheder, der kan opstå. Det er ikke sikkert, man kommer til at opleve netværkets positive afkast lige med det samme. Det kræver investering af din tid, og af dig selv.

Det meningsfulde netværk

På Jeanette Kildes kontor, en uges tid før morgenmødet i Salling Bank, cirkulerer samtalen også omkring, hvordan man skaber et netværk, som giver mening. Hun forklarer, at netværkets primære formål er at styrke hvert enkelt medlem gennem nye og langvarige relationer. Derfor gør hun meget ud af at arrangere unikke oplevelser, og netværksmøder i rammer, man kan føle sig tryg i. Ifølge Jeanette er det sådan, de dybe relationer opstår, som fører til givende sparring, loyalitet og forretning. Hun er taknemmelig for samarbejdet med Salling Bank, som giver mulighed for møder i bankens lokaler, og relevant rådgivning, uden at medlemmerne skal være kunder i banken.

 

De to ting har ikke noget med hinanden at gøre”, smiler hun. “Så netværkets navn er bare et udtryk for, at vi har et tæt samarbejde, hvor banken stiller lokaler og personale til rådighed for os”.

Advertorial-Egnens-erhvervsliv-Kernekommunikator

Hun fortæller også, at hun gør meget ud af, at især hverdagsmøderne afholdes med stor fleksibilitet. “Jeg har tidligere beskæftiget mig med rekruttering, så jeg ved, at folk er forskellige, og har brug for fleksible rammer for at få mest ud af et netværk. Derfor er det vigtigt, at netværket er fleksibelt i forhold til mødepligt og arrangementer”, siger hun. Hun afholder derfor morgenmøder på forskellige tidspunkter, og nogle gange flere møder samtidig, med kun 8-10 medlemmer ved hvert møde. På den måde bliver det mere personligt, man får bedre lejlighed til at snakke med nye medlemmer hver gang, og man kan takke nej til et møde, uden at være nødt til at vente flere uger på det næste

Senest er Jeanette begyndt at afholde erhvervsfrokoster i netværket, hvor kun 4 medlemmer mødes ad gangen. Frokosten er betalt, og deltagerne inviteres med en opgave, som skal diskuteres over frokosten. “Vi prøver hele tiden nye ting”, forklarer hun. “Erhvervsfrokosterne opstod, da man i foråret ikke måtte mødes i store grupper. Jeg holder fast i dem fremover, fordi idéen har fået fantastisk respons, det er en meget afslappet måde at mødes på, og samtidig støtter vi de spisesteder, hvor møderne afholdes”. 

Netværkets program er sammensat med morgenmøderne som udgangspunkt, og events på udvalgte tider af året. Medlemmerne kan på den måde være en del af netværket i det omfang, de gerne vil, med mulighed for at udvide engagementet med ture til andre virksomheder, foredrag og den årlige julefrokost.

Socialt og fagligt fællesskab i egnens erhvervsliv

Tilbage i bankens lokaler er dagens møde ved at nå sin afslutning. Medlemmerne bryder op, og ønsker hinanden en god dag. Enkelte bliver hængende, fordi der opstod en god snak, som lige skal gøres færdig. Andre udveksler mailadresser, så de kan fortsætte snakken over telefonen. Jeanette selv skal tilbage på kontoret, hvor hun lige kan nå et par opkald, inden turen igen går rundt til nye præsentationer. “Det er lige mig”, svarer hun, da hun bliver spurgt, om den hverdag, vi har fået et indblik i, kan blive hektisk. “Jeg har en stor passion for mennesker, og gør mit bedste for at folk føler sig trygge i det forum, de er i. Det starter jo med et personligt møde, hvor man kan få en fornemmelse af det menneske, der står bag det hele. Og så elsker jeg at arrangere fede oplevelser, og se hvordan det sociale og det faglige kan forenes til noget, der giver fællesskab og fremdrift”.

Udgivet i MånedsMagasinet, September 2020, med fokus på egnens erhvervsliv. Læs artiklen i sin oprindelige form med flere billeder hér (s. 78) (nyt vindue).

Besøg Kilde Connect’s hjemmeside hér (nyt vindue).

Del artiklen med andre:

Det siger kunderne

Dette website anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du websiden brug af cookies.