Tryghed-Kernekommunikator
Picture of Ida Ulrich Bregnhøj

Ida Ulrich Bregnhøj

Indehaver, Kernekommunikator

Tryghed for en ung familie

Roman og Marina Klets bor i Jebjerg sammen parrets to sønner, Makar og Mark på 5 og 1 år. De har boet i den røde murstensvilla på Søndervænget i 4 år, og beslutningen om at flytte til Jebjerg kom i første omgang af et behov for mere plads. Parret faldt for byen på grund af de mange faciliteter for familier, og trygge rammer for børnene.

Roman og Marina mødte hinanden i Ukraine, hvor de arbejdede som henholdsvis dyrlæge og negletekniker. Da Roman fik tilbudt en praktikplads hos en dansk dyrlæge, besluttede parret at tage et par år i Danmark. De slog sig i første omgang ned i et lejet hus, men da praktikperioden var slut, blev Roman tilbudt at blive.

 

Senere fik han fast arbejde på en svinefarm, og parret besluttede sig for at blive. De var på det tidspunkt blevet forældre, så de besluttede at finde et større hus, et sted hvor familien kunne etablere sig. Valget faldt på et hus i Jebjerg, og det var de trygge omgivelser, der blev baggrunden for beslutningen.

Tryghed-Kernekommunikator
Foto: Kernekommunikator

Et trygt sted for en ung familie

Marina fremhæver først og fremmest trygheden, da hun bliver spurgt til, hvad hun sætter allermest pris på i byen. Der er mange børnefamilier, og somme tider løber børnene frem og tilbage mellem haverne hele dagen. Én af byens legepladser ligger i gåafstand fra huset, og netop denne legeplads er lavet specielt til byens mindre børn. Derfor kan Makar og hans kammerater få lov at gå hen på legepladsen selv engang imellem, og det er en stor frihed at kunne give sine børn, fortæller Marina.

 

Et godt og solidt hus

Selve huset ligger i et lukket område, tæt på byens sportshal. Drengene har hver deres værelse, og i haven har Roman bygget en lille legeplads. Han fortæller, at de har overtaget et godt og sundt hus, som med sin indretning og størrelse har givet mulighed for at lave forbedringer af lyst, og ikke nødvendighed. Roman holder af at lave snedkerarbejde i sin fritid, og har selv lavet både køkken og lamper i huset.



Byens mange faciliteter 

For Roman har Jebjerg især imponeret ved at have så mange tilbud om pasning og fritidsaktiviteter. Han fremhæver Sport & Event Centeret, hvor Makar går til gymnastik i weekenden. Hér bruger familien også den omtalte legeplads, hvor der er små trampoliner og andre udendørs legeredskaber, som passer specielt godt til den alder, Makar og Mark har. 

 

Den gode mentalitet overalt

Parret fortæller, at de ikke bare er faldet for Jebjerg, men også for det gode naboskab, og den danske mentalitet i det hele taget. Det er en god, traditionel kultur, hvor man er nærværende og tager sig af hinanden. 

Tryghed for en ung familie 1
Foto: Kernekommunikator

Marina uddyber, at Makars sundhedsplejerske og dagplejemor begge har hjulpet familien, både med det at være forældre for små børn, men også med det danske sprog. I børnehaven hjælper pædagogerne med at forklare længere beskeder, og det betyder, at man føler sig velkommen og hjemme. Parret er enige om, at det har været en stor støtte at finde hjælp og vejledning i lokalsamfundet, når man nu er langt væk fra sit eget ophav. 

Del artiklen med andre:

Det siger kunderne

Dette website anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du websiden brug af cookies.